Fiskeri efter Gaffeltang

Gaffeltang (Furcellaria lumbricalis) var tidligere genstand for et lukrativt erhvervsfiskeri i Danmark. Fiskeriet var på sit højeste i årene mellem 1945-1965. Man anvendte gaffeltang industrielt til at fremstille "dansk agar" eller såkaldt "danagar" som er et stive- og bindemiddel som bl.a. bruges til fremstillingen af vingummi, is, piller og mange andre ting. Desværre blev gaffeltangen overfisket og de store mængder forsvandt. Den sidste tangfisker sluttede tangfiskeriet i 1990´erne ved Nysted.

Vil det igen være muligt at udnytte denne marine ressource, men på en mere bæredygtig måde? Aquamind er i gang med at lave en bestandsanalyse af gaffeltang på udvalgte steder i Danmark. Dette gøres for at finde ud af hvor stor biomassen er. Vi har gennem vores feltarbejde fundet store flydende måtter, af gaffeltang syd for Nysted på et gammelt "hot spot". Desuden indsamles prøver af gaffeltang for hver årstid til forskere på Bioactives DTU Food som analyserer tangen.